Sunde grovboller
Årstid: Hele året - Personer: 20 - Fedtfattig opskrift: Ja
Ingredienser:
De smager rigtig godt og børnene kan også godt lide dem
De er gode i f. eks. madpakken.
Du skal bruge følgende til opskrift på Sunde grovboller.
½ liter lunkent vand
50 gram gær
½ deciliter olivenolie
1 spiseskefuld akaciehonning
1 teskefuld salt
75 gram solsikkekerner
150 gram havregryn
Cirka 600 gram speltmel (evt. 300 gram fuldkorns-spelt og 300 gram sigte-spelt)
2 røde æbler med skræl eller 2 hårde pærer uden skræl eller 2 gulerødder uden skræl.
Fremgangsmåde for Sunde grovboller:
Lun vandet til fingertemperatur og rør gæren ud i vandet. Tilsæt olie, honning, salt, solsikkekerner og havregryn, og rør godt rundt. Herefter tilsættes den groft revne frugt eller gulerødder. Tilsæt det meste af melet (den grove først, og sørg for at røre det godt ud). Rør grundigt med grydeske. Tilsæt evt. mere mel, indtil dejen lige hænger sammen i en klump. Dejen skal være lidt klæbrig. Lad dejen hæve i 30 minutter, til dobbelt størrelse.
Uden at slå dejen ned, formes med våde hænder, eller to spiseskeer, boller, som sættes på bagepapir på en bageplade. Tænd ovnen på 200 grader. Bollerne efterhæver, indtil ovnen er varm. Pensl bollerne med mælk eller vand, og bag dem i 15-20 minutter, til de er let gyldne.